Vil du løsrive dig fra de sociale medier?

For de fleste er de sociale medier i større eller mindre grad blevet en integreret del af hverdagen. De forskellige platforme har mange fordele, og spørger man brugerne, er det ofte muligheden for at holde kontakten med familie og venner, der fremhæves som det vigtige i brugen af sociale medier.

Dette er selvfølgelig ting, som kan udgøre en positiv forskel i mange menneskers liv, men samtidig bør man holde sig for øje, at de sociale medier skal anvendes med omtanke, hvis man ikke skal ende i stressfælden. Det kan nemlig være en stor udfordring at skulle ignorere opdateringer, nyheder og notifikationer, når man prøver at koncentrere sig, og “frygten” for at gå glip af noget kan i værste fald gå hen og blive noget, som ødelægger ens evne til at fokusere på et bestemt emne i længere tid ad gangen.

Er der hele tiden en nyhed, der skal læses, eller en forespørgsel, der skal svares på, en quiz, der skal tages, eller et billede, der skal kommenteres på, kan man opleve, at tiden løber fra en. Man kan også blive frustreret over, at man ikke kan følge med eller “være på“, når man genoptager arbejdet.

Af samme grund er flere webbrowsere i dag begyndt at tilbyde apps, hvor man kan blokere hele sit newsfeed på de sociale medier, så man i stedet for at se statusopdateringer eller billeder kun ser en tom hvid flade. Ønsker man at holde sig opdateret om sine venners aktiviteter, kræver det således en aktiv handling, nemlig et kig på deres profil, hvilket de fleste foretager i mindre grad, end når opdateringer og nyheder bliver “serveret” i en endeløs strøm.

 

Hvor mange nyhedsopdateringer fik du mon tjekket under dette blogindlæg? Eller er du på vej mod en løsrivelse?